Afdelingsleder til børnemiljøet fra 1. - 4. klasse på Blovstrød Skole

Har du hjertet på rette sted, er din ledelsesstil inddragende, og har du kompetencer og lyst til sparring med skolens pædagogiske personale, er det måske dig vi leder efter. Vi søger en dedikeret afdelingsleder, der brænder for at være tæt på skolens kerneopgave og den daglige praksisStillingen er på 37 timer med tiltrædelse efter aftale. 

Om os
Blovstrød er en by i vækst. Den store boligudbygning i Blovstrød betyder, at skolen og SFO’en vokser og er i gang med at blive tre sporet nedefra. Skolen er 2 - 3 sporet med ca. 500 dejlige børn og unge, hvoraf de 250 går i SFO, en forældregruppe, der bakker op om skolen og et lokalsamfund, der ser skolen som et meget vigtigt aktiv for byen.

Vi har gennem de sidste år arbejdet på en samlet plan for både de fysiske rammer og det pædagogiske indhold for børn og unge i Blovstrød ”Blovstrød børne- og læringsby”. I foråret 2026 er vi i mål med at udbygge skolen, hvor bl.a. eleverne fra 5. - 9. klasse vil få et læringsmiljø i helt nye rammer. Et vigtigt omdrejningspunkt for både dagtilbud, klub og skole er at bruge vores udeområder i en aktiv og varieret hverdag. Det betyder, at vi bl.a. arbejder med ”udeskole” som en fast del af skolens hverdag.

Skolen er velfungerende og har et godt kollegialt fællesskab med muligheder for faglig sparring og udvikling. Vi har et godt og positivt arbejdsmiljø med fagligt dygtige og meget engagerede medarbejdere. Vi har gennem de sidste år etableret Makerspace på skolen – både som arbejdsmetode, fysisk læringsrum - og ved at uddanne Makerpiloter, der i samarbejde med deres team, planlægger og gennemfører undersøgende, eksperimenterende og innovativ undervisning. 

I august 2025 er alle skolens medarbejdere og ledelsen gået i gang med et fælles kompetenceforløb i ”co-teaching og neuropædagogik” i samarbejde med Nordic Learning. Allerød Kommunes Byråd har besluttet at øge skolernes normering med ekstra medarbejderresurser til to-voksen ordninger i børnehaveklasse - 4. klasse. Derudover prioriterer vi teamsamarbejdet højt med 1,5 times fælles forberedelsestid hver uge.

Om stillingen
Som afdelingsleder vil du blive nærmeste leder for skolens børnemiljø som omfatter skolens yngste årgange fra 1. - 4. klasse. Du vil skulle varetage både det pædagogiske og personalemæssige ledelsesansvar i afdelingen, og du skal være indstillet på at lede afdelingen ud fra fælles pædagogiske pejlemærker, som defineres i et tæt samarbejde med den øvrige del af ledelsen og medarbejderne.

Du bliver en del af et ledelsesteam, der består af fire personer: skoleleder, souschef, afdelingsleder for SFO og børnehaveklasse og dig som afdelingsleder. Sammen har vi ansvar for at skabe en fælles retning, understøtte medarbejderne og sikre et trygt og udviklende miljø for eleverne. 

Du får som vores nye afdelingsleder mulighed for at udvikle dig fagligt og ledelsesmæssigt i tæt samarbejde med erfarne kolleger og en ledelse, der prioriterer sparring og fælles retning. Vi vægter et tæt samarbejde mellem ledelse og medarbejdere.

Du skal derfor have lyst til at lede tæt på opgaven ved fx at være deltagende i hverdagen blandt medarbejdere og elever, sparre med medarbejderne og deltage på teammøder og netværksmøder ved behov. Derudover skal du medvirke til at skabe et godt og positivt forældresamarbejde og et godt arbejdsmiljø.

Ledelsesteamet er selvfølgelig klar til at se på den samlede opgavefordeling sammen med dig og fordele opgaverne bedst muligt efter din profil og kompetencer.

Som afdelingsleder får du ansvar for:

  • Den daglige pædagogiske og personalemæssige ledelse af en afdeling
  • At understøtte medarbejdernes faglige udvikling og trivsel
  • At bidrage til strategisk udvikling af skolens samlede tilbud
  • Vores børnemiljø og her understøtte, at elevernes trivsel, tryghed og deltagelse er i centrum
  • At understøtte høj kvalitet i samarbejdet med forældre og eksterne samarbejdspartnere.

Du får mulighed for at præge både praksis og kultur og blive en del af en skole, hvor engagement, fællesskab og udvikling er drivkraften. 

Opgavefordelingen
Du skal som afdelingsleder tage del i de administrative opgaver ifm. årsplanlægning, skemalægning, udarbejdelse af opgaveoversigter og andre opgaver i forbindelse med skoleårets gang. Dette arbejde sker i tæt samarbejde med den øvrige del af ledelsesteamet. 

Du vil sammen med de andre afdelingsledere have ansvaret for den daglige drift af vikaropgaven.

Vi leder efter dig, der:

  • Har solid erfaring med skoleområdet og meget gerne ledererfaring
  • Er uddannet lærer
  • Arbejder tillidsbaseret og anerkendende sammen med ledelsesteamet, skolens medarbejdere, elever og forældre
  • Er god til at organisere og kommunikere forskellige planer klart til skolens personale
  • Er en leder med en anerkendende tilgang, som tager udgangspunkt i børn og unges ressourcer og arbejder ud fra, at et barns adfærd skal ses og forstås ud fra den sociale sammenhæng, barnet indgår i
  • er robust og tillidsvækkende med et energiniveau og en arbejdsglæde, der smitter
  • Har en diplom i ledelse eller er indstillet på at tage uddannelsen.

I Allerød Kommune arbejder vi med et bredt fokus på, at alle børn har ret til et godt børne- og ungeliv, hvor de trives og udvikler sig gennem læring og dannelse. Vi arbejder ud fra en vores fælles Børne- og Ungepolitik ”Leg, læring og trivsel” med dertilhørende underliggende Børne- og læringssyn der forpligter alle aktører på den fælles vej mod leg, læring og trivsel for børn og unge. 

Vi har som skole fokus på at udvikle vores fælles pædagogiske og didaktiske fundament, så vi har et anvendeligt afsæt for vores praksis og valg af metoder og værktøjer i arbejdet med at understøtte elevernes læring og trivsel.

Derfor skal du vælge os
Allerød Kommune er en arbejdsplads med høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave - at skabe værdi for borgerne. Du kan læse Allerød Kommunes leder- og medarbejdergrundlag Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.

Er du interesseret?
Du er meget velkommen til at ringe eller komme forbi skolen. Ring til skoleleder Anna Recinella på 21 17 05 78, så laver vi en aftale. Du uploader din ansøgning sammen med dit CV og uddannelsesbevis via linket i annoncen senest den 2. december 2025. 

Vi forventer, at første samtale finder sted den 9. december 2025 og 2. samtale den 15. december 2025. Ansættelsesudvalget består af skoleleder, souschef, afdelingsleder, medarbejderrepræsentanter og forældrevalgt skolebestyrelsesmedlem. 

Efter første samtale vil de kandidater, som går videre til anden samtale, skulle gennemføre en personprofil og have en personlig samtale med en HR-konsulent. Vi indhenter referencer og straffeoplysninger forud for endelig ansættelse.

Løn- og ansættelsesvilkår vil blive fastsat efter gældende overenskomst.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.


Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid. 

Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.

Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder. 

Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Blovstrød Skole
Tiltrædelsesdato: 1. februar 2026
Telefonnummer: 21 17 05 78
Allerød Kommune
Tlf. 48 10 01 00
kommunen@alleroed.dk
Bjarkesvej 2 3450 Allerød
CVR-nr: 60183112