Vil du stå i spidsen for den pædagogiske udvikling på Botilbuddene Skovmosen og Frederiksborgvej,
og bliver du motiveret af at opbygge et stærkt, tværgående ledelsessamarbejde?
Så er du måske vores nye afdelingsleder.
Stillingen er på 37 timer pr. uge med tiltrædelse snarest muligt og senest den 1. januar 2027.
Om stillingen
I Allerød Kommune samler vi nu vores botilbud på det specialiserede voksenområde under én fælles organisatorisk ramme. Som afdelingsleder på Skovmosen og Frederiksborgvej får du det daglige pædagogiske, personalemæssige og driftsmæssige ansvar for en afdeling, der danner rammen om trivsel
og udvikling for unge voksne borgere med psykisk sårbarhed.
Du bliver en nøgleperson i en helt nyoprettet ledergruppe, som udover dig, består af to afdelingsledere
fra de øvrige tilbud og vores nye virksomhedsleder. Sammen skal vi sætte retningen for fremtidens botilbud
i kommunen.
Som afdelingsleder får du ansvar for:
• personaleledelse og den nære, daglige ledelse af medarbejdergruppen på botilbuddene
• faglig ledelse og at sikre og formidle den pædagogiske retning med afsæt i social rehabilitering
• planlægning i samarbejde med vores nye vagtplanlægger
• implementering af pædagogiske metoder, faglige tilgange og borgerinddragelse
• tæt tværfagligt samarbejde på tværs af de fire botilbudsenheder i organisationen
• at sikre et tæt, tillidsfuldt og gennemsigtigt samarbejde med pårørende, eksterne samarbejdspartnere
og myndighedsafdelingen
• at udvikle og fastholde et arbejdsmiljø med høj social kapital, medindflydelse og trivsel.
Om dig
Vi forventer, at du har en pædagogisk eller anden relevant social-/sundhedsfaglig baggrund og
har et solidt kendskab til det socialpsykiatriske botilbudsområde.
Vi søger dig, der:
• har erfaring med ledelse på døgnområdet
• har dokumenteret erfaring med målgruppen (voksne med psykiske sårbarheder)
• har solid erfaring med personaleledelse, driftsstyring og gerne en supplerende lederuddannelse
• besidder stærke relationelle kompetencer og formår at bevare overblikket i en travl hverdag
• tror på værdien af et tæt ledelsesfællesskab, hvor man deler både succeser og udfordringer.
Om os
Botilbuddene i Allerød Kommune er opdelt, så Skovmosen og Frederiksborgvej rummer borgere
med psykisk sårbarhed, mens Solvænget og Skovbo primært rummer borgere med intellektuel funktionsnedsættelse. Vores overordnede kerneopgave er at skabe værdi og udvikling for den enkelte borger.
Du bliver en del af et ledelsesteam, hvor vi vægter:
• tillid og respekt
• åben og ærlig kommunikation
• fælles ansvar for resultater
• konstruktiv dialog og faglig sparring.
Vi tilbyder dig:
• en spændende og udfordrende lederstilling med stor indflydelse på udformningen af din egen hverdag
• stor indflydelse på den pædagogiske praksis og udvikling på Skovmosen og Frederiksborgvej
• et helt nyt og ambitiøst lederteam, hvor der er højt til loftet og gensidig opbakning
• trygge rammer til at udvikle dit personlige lederskab understøttet af vores nye virksomhedsleder
• fokus på kompetenceudvikling, trivsel og tæt faglig sparring.
Du skal vælge os fordi
Allerød Kommune er en arbejdsplads med høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave – at skabe værdi for borgerne.
Er du interesseret?
Er du blevet nysgerrig på stillingen, så kontakt virksomhedsleder i Social Rehabilitering Anne Bergman Bjelbæk på 20 90 12 51 til en uformel snak eller for at høre mere om det nye lederteam.
Du uploader din ansøgning sammen med dit CV og uddannelsesbevis via linket i annoncen senest
den 29. oktober 2026.
Vi forventer at holde første ansættelsessamtale den 2. november 2026 og anden samtale den 9. november 2026. Mellem første og anden samtale skal de kandidater, som ansættelsesudvalget vælger at gå videre med, gennemføre en MPA personprofil og have en personlig samtale med en HR-konsulent.
Vi indhenter referencer og straffeoplysninger forud for endelig ansættelse.
Løn- og ansættelsesvilkår vil blive fastsat efter gældende overenskomst.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.
Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.
Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.
Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder.
Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.