Allerød Kommune søger jobkonsulent

Allerød Kommune søger jobkonsulent til beskæftigelsesindsatsen for forsikrede ledige, jobparate kontanthjælpsmodtagere og enkelte aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere. Stillingen er på 32 timer ugentligt, og er tidsbegrænset med ophør 31. december 2025. Der kan være mulighed for forlængelse. Stillingen forventes besat pr. 1. januar 2025 eller snarest derefter. 

Om os
Stillingen er forankret i afdelingen Borgerservice, som beskæftiger ca. 100 medarbejdere på rådhuset. Kerneopgaverne i afdelingen spænder over alt fra udstedelse af pas og kørekort, til social- og beskæftigelsesområdet, til udbetaling af ydelser – målgruppen er både børn og voksne. Derudover er der tilknyttet en udførende virksomhed inden for socialpsykiatri og handicap, som ligger eksternt fra rådhuset. 

Allerød Kommune har landets laveste ledighed, og vi har stort fokus på en intensiv og virksomhedsrettet indsat som vejen til job. Kerneopgaven er afholdelse af jobsamtaler med ledige samt etablering af og opfølgning på virksomhedsrettet aktivering. Der arbejdes ud fra en empowerment baseret tilgang, altid med fælles fokus på at finde den korteste vej til job. Du bliver en del af jobteamet, som består af 3 medarbejdere. 

Om stillingen
Din primære opgave som jobkonsulent er at sikre, at borgerne hurtigst muligt vender tilbage i job. Du skal kunne skabe en klar jobstrategi for den enkelte, hvor der er særligt fokus på ordinære job, men også virksomhedspraktik og ansættelse med løntilskud, hvis det er relevant at borgeren tilegner sig faglige, sproglige eller sociale kompetencer forud for ansættelsen. 

Endvidere skal du i dialog med virksomhederne have fokus på at tilvejebringe dels viden om udviklingen på arbejdsmarkedet, herunder rekrutteringsbehov, dels kunne understøtte virksomhedernes rekruttering ved at matche ledige med relevante kompetencer med de ledige job.  

Om dig
Brænder du for at bringe mennesker i job via et tæt samarbejde med virksomhederne? Trives du med udfordringer og krav om høj faglighed? Bidrager du aktivt til det gode arbejdsmiljø? Så kan det være dig, der er vores nye kollega!

Vi forventer, at du:

  • Har erfaring som jobkonsulent med myndighedsopgaver i forhold til gældende lovgivning
  • Kan arbejde selvstændigt, målrettet og helhedsorienteret med borgerne
  • Har erfaring med etablering af virksomhedsrettet aktivering 
  • Kan varetage en løbende dialog med borger og virksomhed med fokus på udvikling af borgerens beskæftigelsespotentiale og virksomhedens behov.
  • Kan udarbejde konkrete jobplaner. 
  • Er udadvendt, fleksibel, empatisk 
  • Har et højt fagligt niveau og evner at træffe afgørelser på baggrund heraf
  • Er stærk i administration og skriftlighed, og forstår nødvendigheden af dette
  • Har erfaring med anvendelsen af IT redskaber og en høj datadisciplin
  • Er engageret og robust


Derfor skal du vælge os
Allerød Kommune er en arbejdsplads med en høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave - at skabe værdi for borgeren.

Vi tilbyder

  • Stilling på 32 timer ugentligt 
  • Flekstidsordning
  • Afvekslende og udfordrende arbejde, hvor ikke 2 dage er ens
  • En stilling med høj grad af selvstændighed og indflydelse samt gode samarbejdsrelationer
  • Engagerede og kompetente kollegaer 

Løn- og ansættelsesvilkår vil blive fastsat efter gældende overenskomst med HK.

Er du interesseret? 
Du er velkommen til at kontakte Jane Gottlieb, jobcenterchef tlf. 48 10 02 38 for at høre nærmere om stillingen. Du sender din ansøgning og dit uddannelsesbevis digitalt via linket i annoncen senest d. 5. januar 2025 2024. Vi indhenter referencer og straffeoplysninger på alle kommende medarbejdere. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler i uge 2 til 4. 

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

 

Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid. 

Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.

Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder. 

Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Borgerservice
Tiltrædelsesdato: 1. januar 2025 eller snarest derefter
Telefonnummer: 48 10 02 38
Allerød Kommune
Tlf. 48 10 01 00
kommunen@alleroed.dk
Bjarkesvej 2 3450 Allerød
CVR-nr: 60183112