Allerød Kommune søger miljømedarbejder til jordforureningsopgaver i Jord- og Grundvandsgruppen

Natur, Miljø og Klima i Allerød Kommune søger en ny kollega, som har lyst til at arbejde med beskyttelse inden for jord og grundvand. Vi søger en ny kollega til at indgå i vores jord- og grundvandsteam, der består af fem medarbejdere, som sammen løser opgaver omhandlende drikkevand, grundvandsbeskyttelse og jordforurening. Skal du være en del af holdet? Tiltrædelse forventes 1. august 2025.

Om stillingen
Vi søger dig, der brænder for grundvandsbeskyttelse og har en profil inden for jordforureningsområdet, gerne erfaring med jordforureningssager, myndighedsarbejde og lovgivning på området. Dit arbejde indebærer en bred kontaktflade til andre myndigheder, samarbejde og projektdeltagelse på tværs af fagligheder i afdelingens teams såvel som afdelinger. Derudover vil der i arbejdet blandt andet indgå opgaver med afgivelse af høringssvar som berørt myndighed og politisk betjening ved sagsfremstilling til politiske udvalg.

Dine primære arbejdsopgaver i stillingen

  • Besvare forespørgsler om jordforurening og føre tilsyn
  • Vurdering af påbudsmuligheder
  • Udarbejde tilladelser til oplag af jord og produkter på jord (§19-tilladelser)
  • Tilladelser til jordvarmeanlæg 
  • Udarbejdelse af tilladelser til vertikale jordvarmeboringer
  • Anvisning af jordflytninger og godkendelse af jordhåndtering
  • Sagsbehandling af villaolietanke 
  • Udarbejde tilladelser til anlægsarbejder på forurenede grunde (§8-tilladelser)
  • Koordinering og dialog med Region Hovedstaden om relevante jordforureningssager

Om dig
Vi forventer, at du:

  • Har en relevant akademisk uddannelse inden for miljøområdet (f.eks. som geolog, ingeniør eller lignende)
  • Har erfaring inden for et eller flere af ovenstående fagområder
  • Er faglig ambitiøs og tager medansvar for dine opgaver i den gruppe, som du er tilknyttet
  • Kan arbejde selvstændigt, systematisk og ansvarsbevidst
  • Har gode samarbejdsevner og kan samarbejde på tværs af fagligheder
  • Har kendskab til relevant lovgivning på området eller mod på at sætte dig ind i denne
  • Har flair for it og gerne erfaring med GIS
  • Kommunikerer og formidler på en serviceorienteret måde over for borgere og virksomheder 
  • Kan arbejde inden for et politisk styret system

Vi tilbyder

  • En spændende stilling med stor variation og ansvar i et tværfagligt arbejdsmiljø.
  • Samarbejde og faglig sparring med kollegaer.
  • Mulighed for kompetenceudvikling og faglig opdatering i forhold til miljøområdet.
  • Mulighed for at præge kommunens miljøindsats på jord og grundvandsområdet.
  • Arbejdstid på 37 timer pr. uge med mulighed for flekstid og hjemmearbejde efter aftale.

Hvem er vi?
I Natur, Miljø og Klima er vi 25 medarbejdere, som arbejder med myndighedsopgaver inden for jord og grundvand, natur, klima, virksomheder, spildevand og affald. Vi er 5 grupper, der samarbejder på tværs for at løse afdelingens opgaver. Vi prioriterer faglighed og service over for borgere og virksomheder højt og vi lægger samtidig stor vægt på gode personlige relationer og tillid til hinanden. 

Allerød Kommune er en arbejdsplads med høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave – at skabe værdi for borgerne og virksomheder. 

Allerød Kommune har tradition for ambitiøst miljøarbejde, hvor byrådet har varetaget en vision, som blandt andet baserer sig på bæredygtighed og refererer til FN’s verdensmål,

Løn- og ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår vil blive fastsat efter gældende overenskomst for akademikere.

Ansøgningsfrist
Ansøgningsfristen er senest søndag den 8. juni 2025. Du uploader din ansøgning sammen med dit CV og uddannelsesbevis via linket i annoncen.  Vi forventer at holde ansættelsessamtaler onsdag den 11. juni (1. runde) og evt. fredag den 13. juni (2. runde). Du er velkommen til at kontakte Michala Tarbo Andersson (afdelingschef) for at høre nærmere om stillingen, på tlf. 51 60 44 18.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.


Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid. 

Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.

Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder. 

Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Natur og Miljø
Tiltrædelsesdato: 1. august 2025
Telefonnummer: 51 60 44 18
Allerød Kommune
Tlf. 48 10 01 00
kommunen@alleroed.dk
Bjarkesvej 2 3450 Allerød
CVR-nr: 60183112