Barselsvikariat: Projektleder til Klima og Udvikling

Er der en projektleder og facilitator med hjerte for den grønne omstilling gemt i dig? 

Vi søger en projektleder til Team Klima og Udvikling. 

Brænder du for en hverdag med vidtrækkende projekter inden for klima, grøn omstilling, natur og miljø, 
så send din ansøgning senest d. 4. april 2026. 

Klima og Udvikling består af et team på tre, hvoraf den ene af os skal på barsel i et års tid. Derfor kommer vi til at mangle en projektleder, som kan drive og udvikle projekter, der hjælper Allerød Kommune i retning af at være en klimaneutral kommune i 2045.

Teamet er en del af Natur, Miljø og Klimaafdelingen, hvor der i alt er 30 medarbejdere, som arbejder med virksomheder, landbrug, spildevand, vandforsyning, grundvandsbeskyttelse, jordforurening, natur, vandløb, klima, bæredygtighed og affald. 

Om stillingen:
Team Klima og Udvikling arbejder på et strategisk plan med udvikling og politisk betjening og adskiller sig derved fra myndighedsarbejdet i de øvrige teams. Teamet leverer både intern projekt- og procesledelse i Natur, Miljø og Klima ved f.eks. udarbejdelse af planer og politikker, men bidrager også med facilitering af tværgående projekter som fx workshops og borgermøder. 
Fælles for opgaverne, som teamet har ansvaret for, er at klima, bæredygtighed og grøn omstilling er det gennemgående emne. 

Som projektleder i Klima og Udvikling er Klimaplan 2025, Klimatilpasningsplan 2022 og Natur, Miljø og Klimapolitik 2030 nogle af de centrale styringsdokumenter, du arbejder med og er ansvarlig for implementering af. Som en del af teamet vil du spille en vigtig rolle i at være med til at sikre kommunens mål om klimaneutralitet og klimarobusthed senest i 2050, samt andre væsentlige mål på afdelingens samlede faglige område.

Stillingen passer til dig, der har gode relationelle evner samt lysten og gåpåmodet til at påtage dig projekter 
af større karakter, som kræver koordinering og tætte samarbejdsrelationer på tværs af fagområder både internt i kommunen og eksternt med andre kommuner, borgere, virksomheder samt øvrige eksterne samarbejdspartnere. Vi samarbejder bl.a. med Klimaalliancen og udvikler projekter i dialog med GATE21. 

Arbejdsopgaver:
Projektledelse (og –deltagelse) i både større og mindre udviklingsprojekter samt planer og politikker.

Derudover vil dine opgaver spænde over:

  • Politiske sagsfremstillinger, samt implementering og realisering af handleplaner og politikker
  • Procesledelse og facilitering af små og store projekter
  • Ledelsesbetjening 
  • Understøttelse af afdelingens øvrige teams i forbindelse udvikling af kerneopgaverne
  • Samarbejde internt i organisationen samt eksternt med borgere, virksomheder og politikere
  • Faglig koordinering i tværgående processer
  • Udarbejdelse af præsentationer, analyser, statusdokumenter – mere eller mindre grafisk fokuseret

I det kommende år vil teamet bl.a. arbejde med ungeinddragelse i klimaarbejdet, erhvervsnetværk, solcelleindsats i erhvervsområder, revidering af klimatilpasningsplanen, forbrugsbaserede udledninger og andre relaterede projekter. Som projektleder vil du have en stor rolle i flere af disse indsatser.

Om dig:

Du skal gerne have:

  • En relevant akademisk uddannelse
  • Projektlederkompetencer
  • En skarp pen og en stærk evne til at formulere dig skriftligt og mundtligt i udarbejdelse af planer, dagsordener til politiske udvalg og til konkrete mødesituationer med behov for facilitering.
  • Erfaring med eller lyst til at arbejde inden for en politisk styret organisation
  • Kompetencer til at styre og facilitere processer
  • Mod på at have et stort ansvar og arbejde selvstændigt og struktureret
  • Overblik og evne til at have mange bolde i luften

Vi tilbyder:

  • Udfordrende, spændende og varierende arbejdsopgaver.
  • En tidsbegrænset stilling på 37 timer pr. uge og mulighed for flextid samt hjemmearbejde efter aftale.
  • En arbejdsplads med god social trivsel, faglige aktiviteter, plads til humor og muligheder for kompetenceudvikling.
  • Samarbejde og faglig sparring med kolleger i et åbent kontorlandskab på et moderne rådhus.

Er du interesseret?
Du er velkommen til at kontakte enten souschef Anne Sofie Hartelius på 21 33 63 90 eller chef Michala Tarbo Andersson på 51 60 44 18 for at høre nærmere om stillingen. 

Du uploader din ansøgning sammen med dit CV og uddannelsesbevis via linket i annoncen senest 
lørdag den 4. april 2026. 

Vi forventer at holde ansættelsessamtaler den 13. april 2026 og indhenter referencer og straffeoplysninger forud for endelig ansættelse. 

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
 

Allerød Kommune er en arbejdsplads med høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave - at skabe værdi for borgerne. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.

Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. 

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid. 

Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.

Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder. 

Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Natur, Miljø og Klima
Tiltrædelsesdato: 1. juni 2026
Telefonnummer: 21 33 63 90
Allerød Kommune
Tlf. 48 10 01 00
kommunen@alleroed.dk
Bjarkesvej 2 3450 Allerød
CVR-nr: 60183112