Blovstrød Skole søger lærere til indskolingen

Vi søger to dygtige og engagerede lærere, der kan undervise i dansk, matematik, n/t, engelsk, praktisk/musiske fag og kulturfag. Du vil blive en del af et erfarent årgangsteam, der prioriterer at arbejde tæt sammen om stort og småt. 

Stillingerne er med tiltrædelse 1. august 2024. Stillingerne er på 37 timer.

 

Om os
Blovstrød er en by i vækst. Den store boligudbygning i Blovstrød betyder, at skolen og SFO vokser nedefra og vi er i fuld gang med at blive 3 sporet nedefra. Skolen er 2-3 sporet med ca. 450 dejlige børn og unge, hvoraf de 240 går i SFO, en forældregruppe, der bakker op om skolen og et lokalsamfund, der ser skolen som et meget vigtigt aktiv for byen.

Vi har gennem de sidste år arbejdet på en samlet plan for både de fysiske rammer og det pædagogiske indhold for børn og unge i Blovstrød – ”Blovstrød børne- og læringsby”. Vi står foran en udbygning af skolen, hvor vi skal udvide med en ny stor bygning – hvor vi skaber læringsmiljøer i helt nye rammer. Et vigtigt omdrejningspunkt for både dagtilbud, klub og skole er at bruge vores udeområder aktivt i en aktiv og varieret hverdag. Det betyder, at vi bl.a. arbejder med ”udeskole” som en fast del af skolens hverdag.

Skolen er velfungerende og har et godt kollegialt fællesskab med muligheder for faglig sparring og udvikling. Vi har et godt og positivt arbejdsmiljø med fagligt dygtige og meget engagerede medarbejdere. 
Vi er i fuld gang med at etablere Makerspace på skolen – både som arbejdsmetode, fysisk læringsrum og ved at uddanne Makerpiloter, der i samarbejde med deres team, planlægger og gennemfører undersøgende, eksperimenterende og innovativ undervisning. 
                  

I Allerød Kommune arbejder alle med udgangspunkt i en fælles Børne- og Ungepolitik og et fælles børne- og læringssyn som er baseret på, at børn og unge skal udvikle sig til hele mennesker, hvor faglige, personlige og sociale kompetencer er lige vigtige - vi tager udgangspunkt i børn og unges resurser. Vi tror på, at alle tre kompetencer er afgørende for et velfungerende og berigende liv med trivsel og aktiv deltagelse i de fællesskaber, børn og unge indgår i. Du kan læse mere om Allerød Kommunes børne- og læringssyn her og børne- og ungepolitikken her

 

Om dig:

  • Du er uddannet lærer
  • Du har stærke relationsskabende kompetencer
  • Du kan samarbejde med kolleger om at skabe deltagelsesmuligheder for alle elever både fagligt og socialt
  • Du vil indgå i et forpligtende teamsamarbejde, hvor du motiveres af at planlægge, gennemføre og efterbehandle undervisning i samarbejde med kolleger
  • Du vægter forældresamarbejdet højt
  • Du er didaktisk og pædagogisk nysgerrig og vil udforske og udfordre egen og kollegers praksis
  • Du har ambitioner på elevernes og lærerfagets vegne og ønsker at bidrage til elevernes og skolens udvikling 
  • Du er ansvarsbevidst, fleksibel og stabil

Du har en anerkendende tilgang og tager udgangspunkt i børn og unges resurser – og arbejder ud fra, at et barns adfærd skal ses i og forstås ud fra den sociale sammenhæng, barnet indgår i.
Du arbejder tillidsbaseret og anerkendende sammen med ledelsesteamet, skolens medarbejdere, elever, forældre og skolebestyrelse. 

Er du interesseret?
Du kan kontakte skoleleder Anna Recinella på 21 17 05 78 eller afdelingsleder Janni Moth på 20 45 09 36 for at høre mere om stillingerne.
Du søger stillingen digitalt via linket i annoncen senest d.29-5-24. Du oploader din ansøgning sammen med dit CV og uddannelsesbevis. Andre relevante bilag uploader du separat med din ansøgning.
Vi afholder samtaler løbende. Vi indhenter referencer inden tilbud om ansættelse.
Forud for endelig ansættelse vil der blive indhentet straffeoplysninger og børneattest.

Løn- og ansættelsesvilkår vil blive fastsat efter gældende overenskomst.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
 

Allerød Kommune er en arbejdsplads med høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave - at skabe værdi for borgerne. Her kan du læse Allerød Kommunes leder- og medarbejdergrundlag.

Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv og gode idræts- og fritidsmuligheder.
Der er gode transportmuligheder både til og fra kommunen. Der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.
Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles værdisæt om åbenhed, respekt og troværdighed. Dialog og samarbejde er nøgleord, der kendetegner god ledelse i Allerød Kommune.
Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor selvbestemmelse og gode udviklingsmuligheder.
Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Blovstrød Skole
Tiltrædelsesdato: 1. august 2024
Telefonnummer: 21 17 05 78
Allerød Kommune
Tlf. 48 10 01 00
kommunen@alleroed.dk
Bjarkesvej 2 3450 Allerød
CVR-nr: 60183112