Vi søger en byggesagsbehandler til vores team i Plan- og Byg med tiltrædelse 1. maj 2025.
Om os
I Allerød er der gang i udviklingen, så vi har travlt i afdelingen med planer og byggetilladelser til boliger og erhverv.
Plan og Byg løser opgaver inden for byggesagsbehandling, lokalplanlægning, BBR og meget mere. Afdelingen består af 21 engagerede medarbejdere, der har fokus på samarbejde og høj trivsel. Vi er fordelt på 4 teams, vores byggesagsteam består af 8 medarbejdere med et samlet højt erfaringsniveau.
Allerød Rådhus byder på et arbejdsmiljø i lyse storrumskontorer, hvor vi sidder sammen med resten af det tekniske område. Dagligdagen er kendetegnet ved en uhøjtidelig omgangstone, hjælpsomhed, faglige diskussioner og et højt ambitionsniveau, krydret med sociale og faglige aktiviteter i afdelingen og sammen med kolleger på rådhuset.
Vi arbejder løsningsorienteret, tværfagligt og har fokus på kompetence- og jobudvikling, bl.a. ved deltagelse i faglige netværk lokalt og på landsplan, og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag.
Arbejdstiden ligger inden for almindelig arbejdstid og kan indrettes fleksibelt efter aftale med nærmeste leder. Mandag og torsdag er rådhuset åbent til kl. 17.00.
Om stillingen
Vi tilbyder interessante og udfordrende arbejdsopgaver, hvor du først og fremmest skal arbejde med byggetilladelser og lokalplanforhold. Sagsbehandlingen omfatter bygningsreglementet, lokalplaner og anden lovgivning. Ofte i tværfagligt samarbejde med kolleger. Du kommer til at arbejde med byggesager ved forespørgsler og vejledning samt i forhåndsdialog, ansøgningsfasen og i afslutningsfasen. Der er rig mulighed for at arbejde selvstændigt, tage ansvar og tage del i fællesskabet - både inden for afdelingen og på tværs af fagområder og afdelinger.
Du kan læse om samarbejdet mellem kommunen og bygherren i vores bygherrevejledning ved store og komplekse sager, som du kan finde her: https://alleroed.dk/borger/flytte-bo-og-bygge/har-du-byggeplaner/bygherrevejledning.
Om dig
Allerød Kommune er en arbejdsplads med høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave - at skabe værdi for borgerne.
Løn- og ansættelsesvilkår vil blive fastsat efter gældende overenskomst med mulighed for relevante tillæg ud fra erfaring og kvalifikationer.
Er du interesseret?
Hvis du vil høre nærmere om stillingen, er du velkommen til at ringe til Plan- og Bygchef Anja Carlslund på 24 34 17 22. Du uploader din ansøgning sammen med dit CV og dit uddannelsesbevis via linket i annoncen senest 23. februar 2025. Vi forventer at afholde ansættelsessamtaler 26. og 27. februar 2025. Eventuel samtale 2 vil være den 4. marts 2025. Vi indhenter referencer og straffeoplysninger forud for endelig ansættelse.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.
Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.
Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.
Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder.
Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.