Ravnsholtklyngen i Allerød Kommune søger en pædagogmedhjælper på 37 timer om ugen med tiltrædelse snarest muligt, eller senest den 1. november 2025.
Om os
Vi er en livlig og dynamisk vuggestue med fire stuer, hver med 11 nysgerrige børn og tre dedikerede medarbejdere. Vi er en del af det større fællesskab i Ravnsholtklyngen, der omfatter to vuggestuer og tre børnehaver, men vi har vores egen afdeling og en spændende legeplads, hvor vi dagligt går på opdagelse sammen. Vi er stolte af vores DGI-certificering, som afspejler vores store fokus på leg og bevægelse. Vores nærhed til Ravnsholtskoven giver os mulighed for at tage på eventyrlige ture, hvor børnene kan udforske naturen.
Hos os er hvert barns trivsel og udvikling i centrum, og vi har et tæt samarbejde med forældrene for at sikre de bedste rammer. Vi arbejder ud fra Allerød kommunes Børne- og læringssyn og er i fuld gang med at implementere vores udviklingsplan fra tilsynet i sommeren 2024 i vores pædagogiske praksis.
Som pædagogmedhjælper i vores vuggestue forventes du at tage aktivt del i det pædagogiske arbejde og bidrage til udviklingen af hverdagsrutiner med ansvar og nysgerrighed. vil du få mulighed for at præge de pædagogiske hverdagsrutiner og være en aktiv del af udviklingsprocessen samtidig med at du vil være en del af børnenes daglige leg og sætte aktiviteter i gang.
Om stillingen
Du vil blive tilknyttet en af vores stuer, hvor du vil indgå som en vigtig del af et passioneret og kreativt team. Sammen planlægger vi spændende og lærerige aktiviteter, der stimulerer børnenes nysgerrighed og udvikling. Vi reflekterer løbende over vores daglige praksis for at sikre, at vi altid tilbyder de mest inspirerende og meningsfulde oplevelser for børnene. Her får du mulighed for at bringe dine idéer i spil og være med til at forme en hverdag fyldt med leg, læring og glæde.
Om dig
Derfor skal du vælge os
Hos os får du en arbejdsplads, der hele tiden er i udvikling. Vi forsøger at videns dele og lære af hinanden. Så brænder du for at give børn en god start i livet, og har du lyst til at være med til at forme din arbejdsplads, så søg vores ledige stilling.
I Allerød Kommune arbejder vi ud fra vores Børne- og Ungepolitik ”Leg, læring og trivsel” med dertilhørende underliggende Børne- og læringssyn.
Allerød Kommune er en arbejdsplads med en høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde og medindflydelse på egen hverdag højt.
Er du interesseret?
Såfremt dette er jobbet for dig, og du gerne vil vide mere, er du er velkommen til at kontakte pædagogisk leder af Grøftekantens vuggestue Kristina Bondesen på 20 57 70 59. Du søger stillingen digitalt via linket i annoncen senest d.21. september 2025. Der vil løbende afholdes ansættelsessamtaler dog senest i uge 39. Vi indhenter referencer og straffeoplysninger inden tilbud om ansættelse. Løn- og ansættelsesvilkår vil blive fastsat efter gældende overenskomst for FOA.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Allerød Kommune er en arbejdsplads med høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave - at skabe værdi for borgerne.
Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.
Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.
Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.
Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder.
Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.