Kollega søges til NEST-inspireret praksis i skolestarten på Lillevang Skole

Lillevang Skole søger en ny kollega, der kan indgå som ressourceperson i skolestarten. Opgaven består i at understøtte både børnefællesskaberne og enkelte elever i undervisningen, pauser og i overgangen til SFO. I skolestarten på Lillevang Skole arbejdes målrettet med at skabe en tryg, forudsigelig skoledag med elementer fra NEST-pædagogikken. Vi kalder dette for ’Skolestart for alle’.  Stillingen er på 35 timer om ugen og med ansættelse pr. 1.8.2025. 

Tilgangen hviler på NEST-pædagogikkens filosofi om, at det, nogle børn har brug for, det profiterer alle børn af. Det overordnede fokus er at skabe et roligt og trygt læringsrum og fællesskab med tydelige, visuelle guidelines gennem hele dagen afstemt blandt klassens voksne. Co-teaching og CL-strukturer er elementer i praksis.

Lillevang Skole søger en kollega med interesse for at integrere specialpædagogiske elementer i almenpraksis. Du kan have enten pædagog- eller lærerbaggrund. Det vigtigste er, at du har erfaring fra folkeskolen og viden om specialpædagogik. 

Hvis du har viden om eller interesse for at varetage vejlederopgaver, stå i spidsen for aktionslæringsforløb eller blive tovholder på vores indsats ’Skolestart for alle’, så er det også en mulighed.

Om opgaven som ressourceperson i ’Skolestart for alle’:

  • Understøtte børnefællesskaberne og arbejde ind i de fælles pædagogiske tilgange i skolestarten
  • Være understøttende og guidende ifht enkelte elever i bh. klasse-2. klasse
  • Være brobygger og på forkant ifht aktiviteter og overgange i løbet af skoledagen og ind i SFO-start. Herunder enkelte opgaver i vores morgen-SFO
  • Være tovholder på forældrekontakten til de enkelte elever og deltage i netværksmøder
  • Indgå i flerfagligt teamsamarbejde i bh.klasse-2. klasse
  • Deltage i kompetenceudviklingsforløbet ’Skolestart for alle’ med workshops og aktionslæring
  • Hvis den rette kandidat dukker op: Være tovholder på indsatser og vejlede kolleger i praksis

Vi søger en pædagog eller lærer, som:

  • har stærke relationskompetencer 
  • er pædagogisk og didaktisk nysgerrig og vil udforske og udfordre egen og kollegers praksis
  • kan samarbejde med kolleger om at skabe deltagelsesmuligheder for alle elever. Fagligt og socialt 
  • kan indgå i teamsamarbejde og forpligte sig på den fælles opgave og praksis
  • vægter elevinddragelse og et tæt forældresamarbejde højt
  • har ambitioner på børnenes og sit fags vegne og ønsker at bidrage til skolens og elevernes udvikling

Om Lillevang Skole
Lillevang Skole er en skole på to matrikler. Bh.kl.-5. klasserne og SFO på afd. Skovvang og 6.-9. klasserne på afd. Lillerød. Derudover har vi specialklasser, modtageklasse og Centerklasser. Skolen rummer ca. 720 elever på det almene område og ca. 40 elever i de forskellige gruppeordninger. Du vil blive forankret på bh.kl.-2. årgang på afd. Skovvang. Skolen ligger ti minutters gang fra S-toget, tæt på naturen og grønne områder. 

På Lillevang Skole går faglighed, trivsel og fællesskab hånd i hånd. Det er i fællesskabet, at vi inspireres og udvikles og bliver til dem, vi er. Vi ruster eleverne fagligt til fremtiden og til at indgå positivt i de fællesskaber, den byder på. Lærere og pædagoger er organiseret i årgangsteam, som samarbejder om årgangens klasser, undervisning, pædagogiske aktiviteter og udvikling af praksis.

Lillevang Skole er certificeret som UNICEF Rettighedsskole. I skolens hverdag vægter vi den demokratiske dannelse og ønsker at bidrage til en forbedring af klodens fremtid - det betyder blandt andet, at vi arbejder strategisk med FN’s verdensmål og børnekonventionen som en del af skolens hverdag. 

Lillevang Skole vægter det kollegiale samarbejde og samvær højt. Vi er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen. 

Se mere om skolen her: https://lillevangskole.aula.dk/

Allerød Kommune er en arbejdsplads med en høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave - at skabe værdi for borgeren. Vi arbejder ud fra kommunens fælles børne- og læringssyn – det kan du læse om her: Det fælles børne- og læringssyn

Er du interesseret? 
Vi anbefaler, at du kontakter os og hører om stillingen: Daglig leder afd. Skovvang: Anna Sandell, tlf. 61 12 58 65, mail: ansa@alleroed.dk,  SFO-leder: Henrik Andersson, tlf. 23 82 14 51, mail: hean@alleroed.dk. Du sender din ansøgning og dit uddannelsesbevis digitalt via linket i annoncen senest fredag den 13. juni 2025. Ansættelsessamtaler afholdes løbende. Vi indhenter referencer og straffeoplysninger på alle kommende medarbejdere. Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst. 

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.


Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid. 

Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.

Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder. 

Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Lillevang Skole
Tiltrædelsesdato: 1. august 2025
Telefonnummer: 61 12 58 65
Allerød Kommune
Tlf. 48 10 01 00
kommunen@alleroed.dk
Bjarkesvej 2 3450 Allerød
CVR-nr: 60183112