Lillevang Skole søger en lærer til en stilling som delt lærer og delt trivsels- og udviklingsvejleder til skolens ældste elever

Vil du være en del af et fællesskab, hvor vi er sammen om at skabe god skole? Brænder du for at skabe trygge og motiverende rammer for trivsel og læring Så er det dig, vi søger. 

Lillevang Skole søger en engageret lærer til en delt stilling med både undervisning og funktion som trivsels- og udviklingsvejleder for skolens ældste elever på 6.-9. årgang. Stillingen er på fuldtid med tiltrædelse 1. august 2026.

Du bliver en del af et tæt samarbejde med skolens nuværende trivsels- og udviklingsvejleder, og I fordeler i fællesskab opgaverne på tværs af skolens afdelingens behov. Opgaverne spænder bredt og omfatter blandt andet elever i mistrivsel, Bekymrende fravær håndtering af mobning og udarbejdelse af antimobbehandleplaner samt vejledning omkring børn og unges digitale liv og fællesskaber online.

Vejledningsopgaven er central i stillingen. Du skal gennem sparring, praksisnær observation og supervision understøtte lærere og pædagoger i arbejdet med inkluderende læringsmiljøer, trivsel og udvikling.

Du skal også understøtte årgangsteams i udviklingssporet Skole for alle. Her er fokus på samstemt praksis, fælles pædagogisk retning og tydelige basisstrukturer, som skaber trygge, genkendelige og forudsigelige rammer for eleverne.

Du skal kunne facilitere statusmøder med forældre, inddrage elevperspektiver og sikre systematisk opfølgning på handleplaner og indsatser gennem løbende evaluering.

Du bliver forankret i et fast årgangsteam, hvor du både bidrager som lærer og som ressource person. Der kan desuden indgå timer som Skole for alle-ressource på årgangen, hvor du understøtter teamets arbejde med inkluderende fællesskaber og deltagelsesmuligheder for alle elever.

Du deltager ligeledes i det kommunale AKT-netværk med kommunens andre trivsels- og udviklingsvejledere og har ligeledes et kollegialt fællesskab med Trivsels og udviklingsvejlederne på Lillevang Skoles afd. Skovvang, hvor skolens elever på 0-5. årgang har deres daglige gang.

Om stillingen
Du kombinerer undervisning med udvikling, koordinering og gennemførelse af specialpædagogiske indsatser for elever med sociale, følelsesmæssige eller adfærdsmæssige udfordringer. Du arbejder tæt sammen med skolens ressource center, ledelse, PPR, kolleger og familier.

Til undervisningsdelen er det en fordel, men ikke et krav, at du har kompetencer inden for et eller flere af følgende fag: tysk, dansk, matematik eller praktisk-musiske fag.

Vi søger en lærer, der:

  • Har erfaring med specialpædagogik 
  • Har stærke vejledningskompetencer og erfaring med observation i praksis som grundlag for sparring 
  • Kan understøtte årgangsteams i arbejdet med Skole for alle, samstemt praksis og tydelige basisstrukturer 
  • Kan arbejde systematisk med trivselsfremmende indsatser og handleplaner
  • Har en anerkendende tilgang og tager udgangspunkt i børn og unges ressourcer 
  • Ser børns adfærd i lyset af de faglige og sociale fællesskaber, de indgår i 
  • Er robust og har gennemslagskraft i samarbejdet med kolleger, børn, unge og forældre 
  • Arbejder tillidsbaseret, relationelt og udviklingsorienteret 
  • Gerne har undervisningskompetencer i tysk, dansk, matematik og/eller praktisk-musiske fag 

Om os
Lillevang Skole er en distriktsskole med to afdelinger. BHK-5. klasserne og SFO på afd. Skovvang og 6.-9. klasserne på afd. Lillerød. Derudover har vi specialklasser, modtageklasser og Centerklasser. Skolen rummer ca. 650 elever på det almene område og ca. 60 elever i de forskellige gruppeordninger. Stillingen er forankret på afd. Lillerød, Frederiksborgvej 65, 3450 Allerød.

På Lillevang Skole går faglighed, trivsel og fællesskab hånd i hånd. Det er i fællesskabet vi inspireres og udvikles. Vi ruster eleverne fagligt til fremtiden og til at indgå positivt i de fællesskaber, den byder på. Lærere og pædagoger er organiseret i årgangsteam, som samarbejder om årgangens klasser, undervisning, pædagogiske aktiviteter og udvikling af praksis.

Vi er optagede at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn, bl.a. gennem co-teaching og gennem udvikling af inspirerende fysiske læringsmiljøer. 
I det kommende skoleår, vil lærere og pædagoger i almenmiljøet på afdeling Lillerød deltage i et kommunalt kompetenceudviklingsforløb om co-teaching og neuropædagogik.

Vi arbejdermålrettet med at udvikle vores praksis, så alle børn kan trives og deltage i undervisningen. Det gør vi gennem  samstemt praksis og basisstrukturer i afstemt årgangspædagogik. Vi kalder indsatsen for ’Skole for alle’.

I skolens hverdag vægter vi den demokratiske dannelse og ønsker at bidrage til en forbedring af klodens fremtid – det betyder blandt andet, at vi arbejder strategisk med FN’s verdensmål og børnekonventionen som en del af skolens hverdag. Lillevang Skoles afdelinger er begge certificeret som UNICEF Rettighedsskole.

Lillevang Skole vægter det kollegiale samarbejde og samvær højt. Vi er en mangfoldig arbejdsplads, og vi vil gerne afspejle det omkringliggende samfund. Vi opfordrer derfor alle interesserede uanset alder, køn, religion eller etnisk oprindelse til at søge stillingen.

Allerød Kommune er en arbejdsplads med en høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave – at skabe værdi for borgeren.

I Allerød Kommune arbejder vi ud fra vores Børne- og ungepolitik med dertilhørende underliggende børne- og læringssyn.

Se mere om skolen her: https://lillevangskole.aula.dk/

Vil du vide mere?
Du er velkommen til at kontakte daglig leder på afdeling Lillerød, Rikke Lund Dragsted på telefon 21 53 06 37. Du sender din ansøgning med CV og uddannelsesbevis digitalt via linket i annoncen senest fredag den 12. juni 2026. I ansøgningsperioden vil der løbende blive indkaldt til samtaler. Vi indhenter referencer og straffeoplysninger på alle kommende medarbejdere. Løn og ansættelsesforhold i henhold til gældende overenskomst.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid. 

Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.

Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder. 

Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Lillevang Skole
Tiltrædelsesdato: 1. august 2026
Telefonnummer: 21 53 06 37
Allerød Kommune
Tlf. 48 10 01 00
kommunen@alleroed.dk
Bjarkesvej 2 3450 Allerød
CVR-nr: 60183112