Pædagog med specialpædagogiske kompetencer

Brænder du for at skabe inkluderende fællesskaber og bringe specialpædagogiske perspektiver i spil 
i hverdagen? 

Så er du måske vores nye kollega i vores integrerede daginstitution i hjertet af Lillerød. 
Tiltrædelse: 1. april 2026 eller efter aftale. 

Om os
Vi er en større institution, men organiseret i fire små, hjertevarme og velfungerende afdelinger. Det betyder, at vi på papiret er store – men i hverdagen opleves vi som små, lokale miljøer med nærvær, tryghed og stærke relationer.

En kort Historie om vores hus:
”Der var engang et særligt hus i Lillerød, som hed Lillerødbørnehus. Det var et stort hus, men fire mindre velfungerende afdelinger, der alle lå rundt om en magisk legeplads. Huset var opdelt i tre trillingegrupper og en storgruppe. I hver af de tre trillingegrupper var der to vuggestuegrupper, hvor babyer og tumlinger legede med klodser, sang små sange og fandt på grinende lege. Lige ved siden af i afdelingen lå børnehavegruppen. Her var børnene lidt større, og de elskede at bygge huler, male farverige billeder og fortælle historier til hinanden. Til sidst i enden af huset var der storgruppen, hvor de ældste børn boede. De gik på små ekspeditioner på legepladsen, og ud i naturen hvor de undersøgte insekter, fandt sjove blade og lavede “skattejagt” helt op til de højeste træer. Legepladsen i midten var noget særligt. Der var små kroge til de mindste, hvor man kunne gemme sig bag buske og lege stille lege. Og der var store åbne områder, hvor de ældste kunne løbe hurtigt, spille bold og klatre så højt, at det føltes som om de rørte ved himlen – helt op til kronen af de højeste træer. Alle børnene mødtes her hver dag. De delte grin, fantasi og eventyr, og selvom de kom fra forskellige afdelinger, var de én stor familie. Og sådan blev Lillerød Børnehus et sted, hvor både små og store kunne vokse, lege og drømme sammen.”

Hos os møder du:

  • En arbejdsplads med højt til loftet og plads til forskellighed
  • En kultur præget af omsorg – mellem medarbejdere, ledelse, forældre og børn
  • Et stærkt fokus på kerneopgaven: at skabe de bedste betingelser for børns trivsel, udvikling og læring
  • En institution, hvor både faglig og personlig udvikling prioriteres og tænkes ind i hverdagen

Vi er i gang med en større fælles faglig satsning: Over de næste to år deltager alle medarbejdere og ledere 
i Tea Thyrre Sørensens kursusforløb om neuropædagogiske tilgange til børns udvikling. Det betyder, at du bliver en del af et hus, hvor vi arbejder målrettet og systematisk med at styrke vores forståelse af børns udviklingsprocesser – og hvor vi sammen omsætter ny viden til praksis.

Om stillingen
Vi søger en pædagog, der:

  • Har specialpædagogiske kompetencer eller stor interesse for området
  • Har blik for tidlige tegn, differentierede behov og inkluderende tilgange
  • Kan bringe specialpædagogiske perspektiver ind i den almene praksis
  • Trives i et miljø, hvor samarbejde, refleksion og faglig sparring er en naturlig del af hverdagen
  • Bidrager til et trygt, udviklende og legende læringsmiljø for alle børn

Du bliver en vigtig del af vores fælles faglige løft, hvor vi arbejder systematisk med kvalitet, relationer 
og udvikling – både for børn og medarbejdere.

Vi tilbyder

  • En engageret personalegruppe med stærk holdånd
  • En ledelse, der er tæt på, tydelig og understøttende
  • Tid og rum til faglig fordybelse og udvikling
  • En arbejdsplads, hvor trivsel og arbejdsglæde er højt prioriteret
  • Mulighed for at sætte dit præg på den specialpædagogiske retning i huset
  • Deltagelse i et flerårigt kompetenceudviklingsforløb med fokus på neuropædagogik

I Allerød Kommune arbejder vi ud fra vores Børne- og ungepolitik med dertilhørende underliggende 
børne- og læringssyn.

Allerød Kommune er en arbejdsplads med høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave - at skabe værdi for borgerne.

Løn- og ansættelsesvilkår vil blive fastsat efter gældende overenskomster.

Vil du vide mere?
Hvis du føler, at dette er noget for dig, så kontakt gerne pædagogisk leder Emilie Søgaard på telefon 
20 53 74 73 eller pædagogisk leder Camilla Thomas Skov på telefon 23 29 50 22 for en uforpligtende snak. 

Du kan også sende din ansøgning og CV allerede nu via linket i annoncen senest søndag den 1. marts 2026. 
Uddannelsesbevis, dokumentation for tidligere erfaring og andre relevante bilag uploader du separat med din ansøgning.

Vi afholder løbende ansættelsessamtaler, og indhenter referencer, børne- og straffeoplysninger forud 
for endelig ansættelse.

Vi glæder os til at høre fra dig og til at byde nye kollegaer velkommen i Lillerød Børnehus.


Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.

Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid. 

Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.

Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder. 

Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Udskriv Tip en ven
Frist:
Afdeling:
Lillerød Børnehus
Tiltrædelsesdato: 1. april 2026 eller efter aftale
Telefonnummer: 20 53 74 73
Allerød Kommune
Tlf. 48 10 01 00
kommunen@alleroed.dk
Bjarkesvej 2 3450 Allerød
CVR-nr: 60183112