Ravnsholtskolen søger to lærere til vores indskoling og mellemtrin.
Brænder du for at skabe trygge og motiverende læringsmiljøer? Og vil du være en del af et fællesskab, hvor vi er sammen om at lave god skole? Så er det dig, vi søger! Vi søger to lærere til at undervise i dansk i 1. klasse, engelsk indskoling & mellemtrin, N/T indskoling & mellemtrin samt evt. andre fag. Kan du se dig selv i nogle af disse opgaver, hører vi rigtig gerne fra dig. Stillingerne er med start 1. august 2025, 30-37 timer ugentlig.
Som ny medarbejder på skolen vil du fra august 2025 sammen med alle vores lærere, pædagoger og ledelse blive uddannet i ”Co-teaching og neuropædagogik” Det første år er det medarbejderne i bhkl. - 4. klasse, som efteruddannes. Året efter er det medarbejderne i 5.-9.klasse.
Allerød Kommunes Byråd har besluttet at øge skolernes normering med ekstra medarbejder-ressourcer til to-voksen og to-lærer ordninger i bhkl - 4. klasse fra august. Samlet set sætter vi gang i en spændende periode med lidt flere ressourcer i indskolingen, fulgt op af efteruddannelse i co-teaching og neuropædagogik. Derudover prioriteres teamsamarbejdet på årgangen og i egen klasse højt med fælles forberedelsestid.
Om os
Ravnsholtskolen er en velfungerende skole i Allerød Kommune med ca. 530 dejlige elever fordelt på 2-3 almene spor og gruppeordning. Skolen er velfungerende med gode traditioner for både elever og personale, hvor engagement, tillid og faglighed er nøgleord. Vi vægter og prioriterer det sociale højt. Vi har også en yderst velfungerende personaleforening, der skaber et helt særligt sammenhold på skolen. Vi griner ofte højt og hjælper hinanden, når det er nødvendigt. Vi har som skole fokus på et bredt læringssyn, hvor faglige, personlige og sociale kompetencer er i spil. Vi har et tværfagligt fokus på designprocesser og innovation gennem Makerspace. Derudover har skolen en international profil, hvor vi samarbejder med andre EU-lande via vores Erasmus projekter. Så her har elever og personale mulighed for at rejse ud og lade sig inspirere af andre skoler. Vi er desuden ”Red barnet” ambassadørskole, som er med til at understøtte vores værdisyn.
Skolen er også kendetegnet ved at have en engageret forældrekreds, der aktivt deltager i skolens liv, samt en ambitiøs og udviklingsorienteret bestyrelse og personalegruppe.
Ravnsholtskolen har en god beliggenhed op til skov og grønne områder, vi er nemme at nå med offentlige transportmidler.
Om dig
- Du trives i et miljø, hvor der er højt til loftet, godt humør og man hjælpes ad om opgaverne.
- Du er relations kompetent og du ser dette som en af dine spidskompetencer.
- Du er et menneske, der møder alle elever og voksne med åbne arme.
- Du har lyst til at indgå i et ambitiøst projekt om at implementere skolens ambition om, at alle elever lærer, trives og dannes og bliver klar til livet.
- Du er fagligt og pædagogisk velfunderet. Vi forventer, at du er nysgerrig, reflekterende og brænder for at udvikle de gode læreprocesser.
- Du kan lide at udvikle undervisning omsat til en moderne didaktik med fokus på fremtidens kompetencer.
Er du interesseret?
Kan du se dig selv i denne stilling, så glæder vi os til at høre fra dig. Du er velkommen til ringe til Viceskoleleder Anja Østergård på tlf. 24 90 57 28 eller skoleleder Wibe Simonsen på tlf. 21 17 89 09. Du uploader din ansøgning sammen med dit CV og uddannelsesbevis via linket i annoncen senest fredag den 23.maj kl. 8.00. Vi forventer at holde ansættelsessamtaler mandag den 26.maj og tirsdag den 27. maj. Vi indhenter referencer og straffeoplysninger forud for endelig ansættelse. Løn- og ansættelsesvilkår vil blive fastsat efter gældende overenskomst for lærere.
Vi glæder os til at modtage din ansøgning.
Allerød Kommune er en arbejdsplads med høj social kapital. Vi vægter tværfagligt samarbejde, kompetence- og jobudvikling og ikke mindst medindflydelse på egen hverdag højt. Det vigtigste for os er vores kerneopgave - at skabe værdi for borgerne.
Kommunen har ca. 2.000 medarbejdere, der arbejder ud fra et fælles Leder- og Medarbejdergrundlag, hvor værdier som dialog, samarbejde, respekt og faglighed er hjørnesten. Her kan du læse Allerød Kommunes Leder- og Medarbejdergrundlag.
Organisationen baserer sig på flade strukturer, stor medindflydelse og gode udviklingsmuligheder. Allerød Kommune er en røgfri arbejdsplads med røgfri arbejdstid.
Vi tror på, at mangfoldighed hos vores medarbejdere styrker vores organisation og løsningen af den fælles kerneopgave. Vi opfordrer derfor alle interesserede ansøgere til at søge stillingen uanset køn, kønsidentitet, alder, handicap, etnisk baggrund eller seksuel orientering.
Allerød Kommune ligger i hjertet af Nordsjælland i en smuk og varieret natur. Kommunen har tæt på 26.000 indbyggere og byder på et aktivt forenings- og erhvervsliv med gode idræts- og fritidsmuligheder.
Der er flere gode transportmuligheder både til og fra kommunen, og der går S-tog hvert 10. minut fra Allerød Station.